Mads Røddik vinder DM

 

Mads Røddik vinder Danmarksmesterskaberne for Juniorer 2018!
Efter 3 dage med fantastisk golf fra Mads’ side kan han nu kalde sig Danmarksmester for juniorer 2018!
Mads vandt i går sine to hulspilsmatcher og kvalificerede sig til semifinalen i dag!
Her startede han med, at slå Lasse Krüger fra Simon’s Golf Club med 1 up på hul 18!
Dermed gik Mads videre til finalen, hvor han skulle møde sin gode ven og skolekammerat, Rasmus Bofill fra Silkeborg Ry Golfklub.
I finalen fortsatte Mads det fremragende spil og bragte sig hurtigt i spidsen med 3 up efter hul 7.
Efter hul 10 var stillingen vokset til 4 up, og allerede på hul 11 udbyggede Mads til 5 up!
Mads gav dog et hul tilbage med en ærgerlig bogey på hul 12 og var derfor 4 up med 6 huller at spille.
13 & 14 blev begge delt, og dermed skulle Mads dele ét hul ud af 15, 16, 17 eller 18 for, at blive kåret som vinder af DM for juniorer 2018.
Første mulighed var på hul 15, hvor Mads måtte en tur i bunkeren, små 20 meter fra flaget. Et dejligt bunkerslag sendte bolden til små 80 centimeter fra flaget, og et put ville sikre ham sejren.
Puttet blev sendt i midten af hullet, og dermed vinder Mads DM for juniorer 2018!
En kæmpe præstation af Mads, som nu ikke blot er Danmarksmester, men også den første i Mollerups historie som vinder DM for juniorer!
Dermed har Mads skrevet sig ind i en liste af vindere, som blandt andet Joachim B. Hansen, Morten Backhausen & i øvrigt Sara Monberg fra dameholdet.

Et KÆMPE tillykke til Mads med sejren, som vi i Mollerup er enormt stolte af!
Mads er en af de unge spillere, som har den lyst, ærgerrighed og glæde, som virkelig er prisværdig.
Derfor er det ekstra glædeligt og imponerende, at han i dag har nået denne milepæl.
Jeg er sikker på, at dette giver Mads endnu mere blod på tanden, i jagten på flere store resultater fremover.

Endnu engang stort tillykke til Mads Røddik & Mollerup Golf Club med denne præstation.

Med venlig hilsen

Bo Pugholm
Juniorudvalgsformand