Efterårsnyt fra Fugleudvalget

Efteråret er over os, golfsæsonen synger på sidste vers, så Fugleudvalget har været igang med den årlige renovering og rensning af alle vores fuglekasser.
Det er hvert år spændende at konstatere, hvormange af kasserne der har været beboet, og heldigvis har det været tilfældet i langt de fleste.
Som et kuriosum viser det sig hvert år, at musene i nogle kasser er flyttet ind for at hygge sig vinteren over – i et tilfælde sprang der 8 mus ud, da vi åbnede kassen.
I disse år er der stor fokus på vores natur/biodiversitet/dyreliv, og Fugleudvalget har derfor besluttet at yde et lidt større bidrag. Vi har således etableret 3 pindsvinebo på udvalgte steder på banen, hvor de i hvertfald ikke generer golfspillet.
Vi ser frem til, at naturen fortsat vil have det godt på Mollerup, og glæder os allerede nu til den kommende sæson.