Byggeriet af Mollerup Golf Clubs nye klubhus mm. nærmer sig nu endelig sin afslutning. Håndværkerne har travlt med at lægge sidste hånd på byggeriet både inde og ude. Flisebelægningen i gården er i fuld gang og medfører begrænsede og i perioder ingen adgang i gården. Derfor er de nye toiletter og omklædningsrummene endnu ikke taget i brug. Vi opfordrer medlemmerne til at undgå færdsel på byggepladsen, da dette er til stor gene for arbejdet og ikke mindst udgør en stor sikkerhedsmæssig risiko. Entreprenørens afmærkninger og påbud SKAL respekteres.
Afrensning og maling af taget på det gamle klubhus og bagladen er udsat indtil videre, da det viste sig nødvendigt at udskifte størstedelen af taget på den gamle baglade, da taget ikke kan tåle afrensning. Denne del af taget har dog ikke lang restlevetid, så udgiften må forventes inden for få år. Taget får nu en kemisk rensning mod alger, således at det bliver lidt pænere at se på.
Afleveringen af byggeriet er aftalt til den 21. juli. Herefter er der afsat en uge til afhjælpning af evt. mangler. Samtidig hermed påbegyndes opstilling af køkkenmaskiner, møbler og andet inventar, således at ibrugtagning kan ske ca. 1. august.
Med byggeriet har vi fået fantastisk flotte og funktionelle rammer for klubben til stor glæde for medlemmer og gæster. Bestyrelsen appellerer til medlemmerne om at medvirke til at holde området pænt og ordentligt til glæde for forhåbentlig alle. Samtidig sparer vi også på udgifterne til rengøring og vedligehold.
Jørgen Østergaard Nielsen